HYPPIGE FODLIDELSER
De mest almindelige og hyppige fodlidelser er:
Skæv bagfod
Set bagfra står hælen normalt lige i forhold til underbenets længdeakse. Hælen er fejlstillet, hvis den vinkler mere end 10 grader den ene eller den anden vej. Det kan bevirke fejlbelastning af foden. Udadvinkling af hælen bevirker fx, at fodens længdebue synker for meget ned under gang og løb - i fagsprog kaldet hyperpronation. Det bevirker overbelastning af især muskler og sener indvendigt på fod og underben samt for megen rotation og slitage i ankel og knæ.
Platfod
Fodens længdebue er for flad. Det bevirker, at foden fjedrer for lidt. Gangen bliver tung og stiv, hvorved hele kroppen overbelastes.
Hulfod
Fodens længdebue er for høj. Derved bliver foden stiv og uelastisk. Foden støtter på en mindre fl ade end normalt, hvorved hæl og forfod overbelastes. Det kan føre til skæv bagfod samt forfodsnedsynkning.
Mortons neurom
Ømme nerveknuder i forfoden på grund af nervetryk.
Skæv storetå
Skyldes oftest fejlbelastning - især hyperpronation eller spidse sko.
Forfodsnedsynkning
Fodens tværbue er for flad. Det bevirker smertefuld overbelastning af tæernes grundled og nervetryk i forfoden.
Hammertå
Er fagudtrykket for en fejlstillet og øm tå, der oftest skyldes forfodsnedsynkning.
Knyst på storetåens grundled
Det er et ømt knoglefremspring, der oftest skyldes skæv storetå.
For de hyppigste fodlidelser gælder således, at den ene ofte er en følge af den anden, og at de kan bedres og ofte helbredes ved træning af foden.
Kilder og links
Find mere information her: